- Det’ Klima(kterie) Connie Hedetur
- Nå, ka’ I holde varmen?
- Nej vi står i køkulturelite foran Bella Center!
- Får du snakket med nogle kloge hoveder?
- Jaaa, nu må vi vente og se, det drejer sig mest om tiktaktik for tiden.
- Hva’ vil du sige til Obama, når han kommer til byen?
- Yes we can-can! Men kun på tomandshånd.
- Pøj-pøj!
- Tak-tak!

Det er ved at være et stykke tid siden. Alt er vel. Jeg er begyndt at arbejde tre dage om ugen, stadig kun á 4 timer pr. dag, så det kan jeg sagtens overkomme. Jeg har sværere ved at komme ud af fjerene de dage, hvor jeg ikke arbejder. Jeg tog forbi psykiatrisk skadestue torsdag - bare for at få mit skud Zyprexa i bagen, som jeg skal hver 14. dag.

N. var forbi halvanden times tid i går, og det var rart og hyggeligt at se hende igen, efter at også hun er blevet udskrevet fra hospitalet.

I dag var M. forbi, og vi har spillet og optaget musik fra tidlig eftermiddag til sen aften. Det er så småt blevet en fast begivenhed at vi mødes hos mig om lørdagen og spiser kiks eller småkager, drikker kaffe eller te og klimprer det bedste vi har lært. Vi fik optaget et af M’s numre og det er blevet ganske hæderligt hvis jeg selv skal sige det, iørefaldende og melodisk lidt til den stille side.

Bortset fra det, glæder jeg mig til mandag, for så er der atter lidt penge på kontoen.

Her to temaer, jeg har indspillet herhjemme i weekenden’s løb. Den afbildede guitar er magen til den jeg ejer - en Levin W36 fra 1975.

Ellers ikke meget at berette. Jeg har været på job i dag, og har det ganske udmærket. Jeg skal også arbejde de næste to dage, skånsomme fire timer pr. dag. Det er lige til at overskue.

I dag udskrives jeg fra hospitalet. Der står lav-praktiske gøremål på resten af dagen. Køleskabet skal fyldes op igen, og der skal vaskes tøj. Jeg har ikke så meget mere at sige. Jeg føler et strejf af depression og usikkerhed ifht. hvordan det vil gå mig. Vi søger et andet sted for mig at bo, en lejlighed med personale i nærheden, så der er nogen at kontakte hvis jeg får det dårligt. Det tager bare tid, og systemet arbejder ikke voldsomt hurtigt i den forbindelse. Jeg må derfor være forberedt på at skulle bo i min nuværende lejlighed op til et år endnu.

Min udskrivning nærmer sig. Jeg har været hjemme i weekenden og brugt en del god og kreativ tid med min ven M, hvor vi har indspillet fem sange - covers og et at M’s egne numre. Resultatet er blevet vældig godt synes vi selv.

På fredag er det planen at jeg skal udskrives, og jeg skal derfor overnatte flere nætter hjemme i ugens løb. Planen er også at jeg nok skal op i arbejdstimer fra de nuværende beskedne otte til formentlig 15 timer. Jeg har fundet min mp3-afspiller frem og vil lytte til vores kreationer på vej til jobbet i morgen.

Jeg sov dårligt i nat og vågnede gennemblødt af sved. Jeg gik og følte mig deprimeret i dagens løb, uden at sætte fingeren rigtigt på hvorfor.

Nu er jeg klar over, at det har med N. at gøre. Jeg var på Københavns kommunes hjemmeside, for at tjekke hvad man gør, hvis man gerne vil gifte sig.

N. er jo asylansøger, og som sådan kan hun tilsyneladende ikke gifte sig, med mindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg ved ikke hvad disse omstændigheder skal være. Men det vil i praksis sige, at selv om jeg måtte have viljen til at forsørge N. indtil hun har lært dansk og kan begå sig på en uddannelse, som hun gerne vil tage, inden for det sundhedsfaglige felt, hvor der mangler arbejdskraft, ja så tyder alt på, at en sådan plan er umulig.

Da der som tidligere nævnt ikke er krig i N’s hjemland, tager jeg det for givet, at hun ikke tilkendes asyl herhjemme. Vi er et par stykker, der gerne vil sende hende penge, hvis hun sendes retur, så hun kan få et lidt bedre liv. Men hun vil ikke have penge - hun vil bare have min vens venskab og min kærlighed.

Der er lagt op til at jeg udskrives næste fredag, og for hver dag, der går kan jeg se frem til endnu en dag færre i selskab med søde N. Det er deprimerende.

Jeg har fået en venlig reminder fra det søde personale her på hospitalet om, at jeg ikke må besøge min nyfundne veninde på hendes værelse, og vice-verca. Av for den da. Jeg kan forsikre om, at vores besøg hos hinanden har været mere uskyldige end hvad der formentlig sker på mangt et teenagerværelse, men det har selvfølgelig heller ikke noget med min situation at gøre. Heldigvis ligger min lejlighed ikke så langt væk, og jeg glæder mig til at lave et måltid mad til min vendinde en af dagene.

Der er i øvrigt ellers ingen problemer, når jeg besøger en fyr på den anden afdeling på hans værelse, hvor vi spiller lidt musik sammen, eller min ven C., der også er en fyr, her på samme afdeling - men en kvinde, tjah - altså fyha da!

Nå, men ellers har jeg ikke så meget på hjerte. Livet kører egentlig ret godt på skinner lige for tiden synes jeg.

Jeg ved, at jeg skylder svar til et par kommentarer, der er lagt på min blog, og jeg skal nok stadig vende tilbage, når jeg har set mit snit til at sætte mig lidt i sagerne (undskyld, Marian).

Jeg tager mig selv i at tænke mere på N. - hvordan hun har det, og hvad hun laver, eller hvor hun er, når vi ikke er sammen.

Måske er forelskelse somme tider en proces, der tager lidt tid. Andre gange synes jeg, at den har været øjeblikkelig. Jeg ved ikke om det ene er mere “rigtigt” end det andet, eller rettere vice-verca. Måske er det ikke så væsentligt.

Lige pt. venter jeg på at hun vågner, da hun ikke sover særlig godt om natten og ofte først falder i søvn ud på de tidlige morgentimer. Efter frokost skal vi ud og gå en tur i kulden. Måske tager vi hjem til min lejlighed, så hun kan se hvordan jeg bor. Ellers tager jeg selv hjem og producerer noget musik. Jeg har uploadet et nummer til youtube, som jeg skal have redigeret hovedstemmen væk i og lavet om, så den bedre passer til genren. Det foreløbige resultat kan høres her.

Peter og dragen

Peter er otte år. Peter lister ned til den lokale købmand. Her køber han cigaretter. Købmanden siger at børn ikke må købe cigaretter, men Peter siger de er til hans far.

Peter går hjem ad stisystemet. Ude på cykelstien ser Peter pludselig en drage. Dragen fnyser og spyr ild. Peter spørger om den er ok. Dragen fnyser igen. “Jeg vil godt ha’ en smøg,” siger dragen. “De er til min far.” “Årh kom nu, bare én.” “Ok, bare en.”

Peter åbner pakken. Det gælder om at time afleveringen af cigaretten. Hver gang dragen ånder ud, spyr den ild. “Jeg har lidt halsbrand i dag,” siger den. Peter får afleveret cigaretten.

Pludselig dukker der er tatoveret bandit op, som hedder Brian, og som lufter sin kamphund. “Bekæmp ham,” siger Peter til dragen. Dragen pruster lidt ild, og hunden bliver ristet sammen med Brian. De piver lidt. “Nå, men nu må jeg hjem,” siger Peter.

“Tak for Cecil,” siger dragen. Dragen flyver væk i en sky af røg.